< Tilbage til nyheder

Stillingsopslag: Funktionsleder med psykosociale kompetencer og interesse for unges trivsel søges!

11. oktober, 2019

Stillingsopslag: Funktionsleder med psykosociale kompetencer og interesse for unges trivsel søges!

_________________________________________________________________________________

FAKTA OM REJSBY EUROPÆISKE EFTERSKOLE

  • 145 elever i 8., 9. 10. og international 10. klasse
  • Skolen ligger 10 kilometer syd for Ribe
  • 37 medarbejdere fordelt på køkkenpersonale, praktisk personale, undervisere og administration
  • Efterskolen havde 25-års jubilæum i august 2019

__________________________________________________________________________________

 

Har du lyst til at indgå i ledelsen på en boglig, samfundsfaglig og europæisk orienteret efterskole, hvor flad ledelsesstruktur, åbenhed og ambition er nøgleord? Er du samtidig en skarp samtalepartner,  og har du flair for at hjælpe unge igennem pressede situationer og udfordringer? Så er stillingen som funktionsleder på Rejsby Europæiske Efterskole måske noget for dig!

Vores kommende funktionsleder
Vi søger en kompetent og professionel funktionsleder, der brænder for unges trivsel. Du kommer til at indgå i et nyt ledelsesteam bestående af dig selv, viceforstanderen og forstanderen.

Du skal have erfaring med at være i et ungemiljø, Vigtigst er, at du er motiveret, nysgerrig og brænder for efterskoleverden.

Det er vigtigt for os, at du er en synlig leder, der møder hele personalegruppen og eleverne i øjenhøjde. Det betyder, at du har gode kommunikationsevner og er empatisk. Du blander dig i livet på skolen, og du foretrækker at være blandt elever og personale frem for at sidde bag en lukket dør. Du er let til smil og rationel, når du træffer beslutninger.

 

Vores kommende funktionsleder har:

  • Erfaring med den ”svære samtale”. Vedkommende vil stå for kontakt med sagsbehandlere, psykologer og andre eksterne samarbejdspartnere uden for efterskolen.
  • Lyst til at stå i spidsen for udvikling og professionalisering af arbejdet med elevernes trivsel.
  • Har både pædagogiske og strategiske kompetencer
  • Har relevant erfaring (kunne være som psykolog, socialrådgiver, specialpædagog osv.)
  • Evt. (ledelses)erfaring og kendskab til efterskoleformen
  • Vil og kan være en del af en veldrevet og dynamisk efterskole, hvor samarbejde, åbenhed og flad ledelsesstruktur er nøgleord
  • Brænder for dygtiggørelse af unge og evner at møde den enkelte elev i øjenhøjde
  • Har gode kommunikationsevner, er empatisk, rationel og let til smil
  • Har undervisningskompetencer i mindst et prøvefag (naturfagene vil være en fordel)
  • Ansvaret for at sammensætte og lede en trivselsgruppe bestående af relevant personale

Det forventes, at du bor/bosætter dig i rimelig afstand til efterskolen.

Til gengæld lover vi dig, at du får en hverdag fyldt med liv, glade unge, gode grin, dygtige kollegaer og helt unikke oplevelser.

Din uddannelsesmæssige baggrund
Det vil være en fordel, at vores nye funktionsleder har en baggrund som for eksempel AKT-lærer, psykoterapeut eller psykolog. Hvis du har tilegnet dig de samme kvalifikationer af andre veje, så hører vi meget gerne fra dig.

Om Rejsby Europæiske Efterskole
Rejsby Europæiske Efterskoles grundlæggende værdier bygger på det Grundtvig/Koldske kulturgrundlag. Fællesskab er omdrejningspunktet i alt, hvad vi foretager os, og derfor er ord som åbenhed, venlighed, tolerance og medansvar afgørende for, hvem vi er. En ny leders menneskesyn og livssyn bør derfor matche skolens værdigrundlag.

Rejsby Europæiske Efterskole er en gymnasieforberedende efterskole, og vi lægger vægt på kvalitet i undervisningen. Vi tilbyder 8., 9. 10. og international 10. klasse, hvor al undervisning i sidstnævnte foregår på engelsk. Man behøver ikke at være dygtig for at blive elev hos os, men de fleste bliver dygtigere af det. Hos os handler det om, at alle skal have mulighed for at dygtiggøre sig og udvikle sig fagligt i et udfordrende undervisningsmiljø.

Vi vægter oplysninger om politiske, kulturelle og historiske sammenhænge højt, og elevernes deltagelse i samfundsdebatten ses som en vigtig del af den enkeltes almendannende personlige udvikling.

Et år på Rejsby Europæiske Efterskole indebærer, ud over undervisning på et højt fagligt niveau, tre rejser i Europa og mange besøg fra europæiske samarbejdsskoler. Gennem rejserne og kontakten med andre europæiske unge får eleverne oplevelser og erfaringer, der er med til at skabe en større international bevidsthed og ruste vores elever til at gebærde sig globalt.

Rejsby Europæiske Efterskole ligger i det naturskønne Vadehavsområde mellem Ribe og Skærbæk. Kun 200 meter fra skolen er der en togstation med gode forbindelser til hele landet.

Elev- og personalesammensætning
Vi har 145 elever, som primært er danske, men hvert år består elevgruppen også af tyske elever og unge fra andre dele af verden. For eksempel USA, Australien, New Zealand og England. Vores personalegruppe er ligeledes beriget med folk fra blandt andet USA og Tyskland, ligesom vi hvert år har to internationale volontører tilknyttet undervisningen og tilsynet med eleverne.

Om Rejsby
Rejsby Europæiske Efterskole ligger i den lille landsby Rejsby i Tønder kommune. Rejsby har omkring 250 indbyggere og er beliggende 10 kilometer syd for Ribe og 10 kilometer nord for Skærbæk. Rejsby Europæiske Efterskole har altid haft en stor betydning for landsbyen, og derfor gør vi meget ud af at være en aktiv del af lokalsamfundet.

 

Det praktiske

  • Kontakt skolen 74 75 36 22 eller forstander Karsten Friis 20 94 68 33 for yderligere informationer eller besøg på skolen
  • Ansøgningsfrist: Søndag den 17. november 2019
  • Ansøgningen sendes elektronisk via dette link: https:/rejsby.youngcrm.com/signup/8663
  • Der afholdes samtaler torsdag den 21. november 2019.
  • Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2020.
  • Ansættelsen sker i henhold til gældende overenskomst og organisationsaftale mellem Finansministeriet og LC.

Det økonomiske ansvar ligger hos forstanderen, men alle øvrige opgaver fordeles i ledelsen efter aftale.