Efterskolens køkken går forrest i kampen for miljøet og en grønnere fremtid
Bæredygtighed og nedbringelse af madspild fylder meget i dagens Danmark. Det gør det også på Rejsby Europæiske Efterskole, og af den grund har fire af vores køkkenmedarbejdere den seneste måned deltaget i et kursus på Arla om netop bæredygtighed.Skolens fokus på bæredygtighed er ikke nyt, men efter kurset er vores kompetente køkken blevet udstyret med konkrete værktøjer til at optimere fokusset endnu mere.
“Vi går op i både økologi og bæredygtighed, men bæredygtighed er klart vores største fokusområde. Vi skal passe på den her jord, vi lever på,” siger Åse Schmidt, køkkenchef på Rejsby Europæiske Efterskole.
Lokale råvarer og kort transporttid
Åse Schmidt prioriterer lokale råvarer. For eksempel er det en lokal kartoffelavler fra Brøns, der dyrker alle de kartofler, køkkenet bruger. Køkkenet har også forsøgt sig med æg fra en lokal avler, men råvarer kan åbenbart også blive fór friske: “Æggene var simpelthen så friske, at vi ikke kunne pille dem uden, de gik i smadder. Så der måtte vi altså finde en anden løsning,” siger Åse Schmidt.En del af bæredygtighedstanken handler for Åse Schmidt også om at minimere transporttiden på varerne. Derfor prioriterer hun at handle inden for landets grænser. Skolens faste grøntmand har for eksempel sæde i Esbjerg, og han kan – med undtagelse af et par uger om året – skaffe danske æbler året rundt.
“Det betyder noget for os, og vi gør meget ud af at tænke os om i forhold til sådan noget,” siger Åse Schmidt.
De unge er fremtiden
Motivationen for det øgede fokus på bæredytighed skal ifølge Åse Schmidt findes i, at vi er en efterskole.“Her er en masse unge mennesker. De er fremtiden, og vi vil gerne inspirere dem til også at tænke på miljøet. Det er jo i høj grad deres fremtid, det handler om,” siger hun.
En af de helt store syndere i bæredygtighedssnakken er kødproduktion. Derfor vil køkkenet på Rejsby Europæiske Efterskole også fremadrettet nedsætte kødmængderne i retterne. I sidste uge serverede køkkenet for eksempel en klassisk lasagne. Uden kød.
“Drengene råber højt lige så snart, det hedder noget med “vegetar”, siger Åse Schmidt og tilføjer:
“Så det ord bruger vi ikke her.”