< Tilbage til nyheder

Jubilæum: Fra nedlagt landsbyskole til succesfuld efterskole med internationalt fokus

26. august, 2019

Jubilæum: Fra nedlagt landsbyskole til succesfuld efterskole med internationalt fokus

Medborgerskab, globalt udsyn, ambitioner og fællesskab.

I 25 år har Rejsby Europæiske Efterskole været tro mod det samme klare mål: At skabe et fællesskab med grobund for at oplyse unge danske om Europa og på den måde at bidrage til en større international bevidsthed og fordre et globalt udsyn.

Det hele begyndte den 28. august 1994, hvor Rejsby Europæiske Efterskole for første gang slog dørene op i et projekt, der har udviklet sig helt fantastisk siden. Siden da har mange åbne, fællesskabshungrende og læringslystne unge trådt over tærsklen til skolen, og sidste uge var ingen undtagelse. Onsdag den 14. august mødte 149 forventningsfulde elever op klar til at tage hul på deres efterskoleår. Det største elevhold nogensinde i efterskolens historie.

”Det er et udtryk for, at vi har ramt noget, som ikke har været der. Vi bliver ved med at kunne trække flere og flere elever fra hele landet og andre lande til Rejsby for at tage et skoleår. Det kan man kun være ydmyg overfor,” siger konstitueret forstander Karsten Friis.

Ikke de bedste forudsætninger
Efterskolens 25-års jubilæum og elevtilstrømningen markerer, at Rejsby Europæiske Efterskole er lykkedes med det, stifterne, herunder ægteparret Thorkild og Ragna B. Hansen og mange lokale ildsjæle tilbage i 1994 drømte om at skabe. Nemlig at omdanne den gamle, nedlagte landsbyskole til en efterskole med internationalt perspektiv.

Umiddelbart havde stifterne, ud over drømme og knivskarpe ambitioner, ikke de bedste forudsætninger at arbejde med: En tom landsbyskole i en lillebitte, sønderjysk by langt væk fra storby og folks bevidsthed.

”Det har krævet hårdt arbejde dengang, og det har vi stor taknemmelighed og respekt for i dag. En efterskole med international profil burde jo nok have ligget tæt på en storby for at kunne have overlevet. Men den har klaret sig på trods. I overbevisende stil endda,” siger Karsten Friis.

Stor udvikling
I skolens billedarkiv kan man finde fotos fra 1994, der viser arbejdet med at omdanne den forladte landsbyskole. Når man sammenligner med skolens udseende i dag, er det tydeligt, at der er sket en helt del. Skolen er blevet moderniseret af flere omgange for at matche tidens behov for undervisning og ungdomsliv.

Seneste renovering fandt sted i 2016, hvor efterskolen fik anlagt en ny parkeringsplads, en ny værelsesfløj, to nye klasselokaler samt et nyt indgangsparti med tilhørende arbejdspladser og fællesområder. Efterskolen har udvidet af flere omgange for at imødekomme den stigende efterspørgsel.

Først til at sætte EU på skoleskemaet
Rejsby Europæiske Efterskole var for 25 år siden den første efterskole til at sætte EU centralt på skoleskemaet. I dag er skolen stadig en af de eneste med en skarp, europæisk profil.

Efterskolen er gymnasieforberedende, og de tilbyder 8., 9., almindelig 10. og international 10. klasse, hvor al undervisning foregår på engelsk. Efterskolen huser elever fra hele landet og udlandet.

Ud over tre udlandsrejser, kan elevholdet årgang 2019/2020 se frem til besøg fra minimum syv europæiske udvekslingsskoler og en lang liste af samfundsfagligt funderede foredrag til blandt andet EU-projektugen og de ugentlige kulturaftener. Derudover deltager eleverne hvert år i Folkemødet på Bornholm og Ungdommens EU-topmøde på Christiansborg.

 


Foto: Privat. Billeder af skolen i 1994, inden landsbyskolen blev omdannet til efterskole

 

Kontakt:

Katrine Dam, kommunikationsansvarlig, Rejsby Europæiske Efterskole
Karsten Friis, konstitueret forstander, Rejsby Europæiske Efterskole