NU KAN DU SØGE OM LEGATER OG STIPENDIER TIL EFTERSKOLEOPHOLD I 2025/2026

Nyt profilfag gør dig klar til Politiskolen

REE
REE
10/03/2025

Vi har oprettet et nyt profilfag. Bliv klogere på Politi & Samfund her. 

Drømmer du om en karriere hos politiet? Synes du retssager og jura er spændende? Så er vores nye profilfag Politi & Samfund lige noget for dig. 

Her er nemlig både fokus på teori og praksis, når vi dykker ned i politiets spændende arbejde – både ude i felten og bag skrivebordene. Faget er dog ikke kun for dem, der drømmer om at blive politibetjente. Det er også for de elever, der ønsker at blive klogere på det samfund, vi lever i.

Alex Tiedemann Hansen står for den fysiske del. Her bliver der taget udgangspunkt i politiskolens fysiske optagelsesprøve, men det er ikke et krav, at eleverne skal kunne gennemføre den.

”De kommer til at blive presset på mange forskellige måder. De kommer derud, hvor man har lyst til at give op, men så vil vi lære dem, hvordan man alligevel gennemfører. De finder ud af, at de kan meget mere end de lige går og tror, og faktisk endnu mere, når man er sammen med andre om det,” siger Alex Tiedemann Hansen. 

Alex og Didde står for undervisningen i Politi & Samfund.

Det bliver ikke kedeligt
Didde Grün står for den teoretiske del, og det er vigtigt for hende at understrege, at det altså ikke bare handler om at læse tunge jurabøger. 

”Teori har kun værdi, hvis man kan relatere den til sig selv og det samfund, man er en del af. Så teorien skal kobles til noget, eleverne kender fra deres eget liv, for eksempel aktuelle kriminalsager, hvor vi diskuterer mulige udfald og politiets arbejdsprocesser,” siger Didde Grün. 

Det vil hun gøre gennem forskellige læringsmetoder som aktiv elevdeltagelse via digitale værktøjer, casearbejde og dilemmaopgaver. På den måde får eleverne mulighed for at opleve politiets arbejde på egen krop, men inden for skolens trygge rammer. 

I løbet af forløbet vil der også være besøg fra det lokale politi, besøg på politiskolen i Vejle. De to undervisere har en klar opfordring til dig, der overvejer at vælge deres profilfag:  

”Hvis du ønsker at udfordre dig selv både fysisk og mentalt og samtidigt få en dybere forståelse af, hvordan samfundet hænger sammen, så vil du finde det her fag både spændende og lærerigt, ” siger Didde. 

Kom og besøg os

Inden dit barn kan blive elev på Rejsby Europæiske Efterskole, skal I besøge efterskolen.
Book et besøg til en personlig rundvisning og samtale, lige når det passer dig.

Book et besøg