Rejsby Europæiske Efterskole søger en naturfagslærer til en fuldtidsstilling fra 1. maj 2026.
Hvem er vi?
Rejsby Europæiske Efterskole ligger på kanten af Nationalpark Vadehavet lige syd for Ribe. Vi er en dansk efterskole med et europæisk fokus – det afspejler sig i vores undervisning, vores tre årlige rejser og i vores elevsammensætning. Omtrent en fjerdedel af vores elever er fra andre lande end Danmark, primært fra europæiske lande. Hos os tilstræber vi at have et trygt fællesskab, hvor eleverne kan udvikle sig i trygge rammer og med respekt og tillid til hinanden og deres undervisere.
Hvad søger vi?
Hos os gør vi os umage med undervisningen, og det ønsker vi afspejler sig i vores medarbejdere. Lige så vigtigt er det dog, at du er et menneske, der er oprigtigt nysgerrig på eleverne og deres dagligdag.
Som naturfagslærer hos os skal du undervise i naturfag for både 9. og 10. klasse. Vi forventer, at du kan undervise i fysik/kemi. Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du kan undervise i geografi og biologi. Du kommer også til at undervise i vores profilfag Science and Nature.
Du vil også skulle undervise i andre fag, men det vigtigste for os er at få en dedikeret naturfagslærer, der gerne og ofte inddrager naturen i sin undervisning. Vores placering ved Nationalpark Vadehavet er en central del af skolens identitet og giver gode muligheder for praktisk undervisning.
Har du øvrige interesser, som eventuelt kunne munde ud i et valgfag, så hører vi gerne om det i din ansøgning.
Som efterskolelærer er du også en aktiv del af efterskolelivet, hvilket betyder, at du:
- Indgår i aften- og weekendvagtdækningen.
- Deltager i fælles aktiviteter, rejser og arrangementer på skolen, både i hverdage og weekender.
- Bliver kontaktlærer for en gruppe elever i tæt samarbejde med to kollegaer.
Vi forventer, at du:
- Er læreruddannet eller har en anden relevant faglig baggrund, der giver dig forudsætninger for at undervise i naturfag.
- Brænder for at arbejde med unge mennesker.
- Ønsker at deltage aktivt i efterskolelivet med alt, hvad det indebærer
- Er fleksibel, engageret og møder vores elever nysgerrigt og med varme, omsorg og respekt.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte forstander Mikkel Baldersbæk Nielsen på tlf. 74 75 36 22. Du må også altid komme og besøge skolen efter aftale.
Ansøgningsfrist: 21. marts 2026
Samtaler afholdes i uge 13, 2026
Tiltrædelse: 1. maj 2026
Ansøgningen skal sendes som en samlet pdf-fil med relevante papirer til job@rejsby.eu
Ansættelsen sker efter overenskomst mellem Finansministeriet og LC.