Rejsby Europæiske Efterskole har ansat ny viceforstander

Mathias Mark Iversen
Mathias Mark Iversen
Kommunikationsansvarlig 07/11/2019

Pr. 1. januar har vi ansat Alex Mason som ny viceforstander på Rejsby Europæiske Efterskole. Ansættelsen har været på plads i noget tid, men grundet praktiske hensyn, er det først nu, vi glædeligt kan præsentere vores ny mand i ledelsen.
Alex Mason kommer fra en stilling som daglig leder på The International i Vedersø: En underafdeling til Vedersø Idrætsefterskole, hvor al kommunikation og undervisning foregår på engelsk. En afdeling, som Alex har været med til at skabe helt fra bunden.

Den rette kandidat

Oprindeligt kommer Alex fra England, og hans internationale baggrund går fantastisk godt i spænd med vores efterskoles skarpe europæiske profil.
Faktisk er det et gensyn med Rejsby, når vores nye viceforstander træder inden for dørene til januar. For fem år siden var Alex Mason nemlig ansat som underviser og afdelingsleder på Rejsby Europæiske Efterskole. Vi er stolte af og glade for, at han nu har lyst til at vende tilbage.
– Vi glæder os utroligt meget til, at Alex igen bliver en del af skolen. Både hans faglighed, menneskesyn og personlige baggrund passer rigtig godt ind i vores skoles profil, siger forstander Karsten Friis.

En ny ledelseskonstellation

Alex vil sammen med Karsten Friis og en kommende funktionsleder, som vi stadig er på udkig efter, udgøre en ny tredelt ledelse. En ledelse vi med ansættelsen af Alex nu er et skridt nærmere på at kunne præsentere.
– Med udgangen af november regner vi med at have den tredje person på plads, så begge kan starte op sammen i januar, siger Karsten, som glæder sig til den nye ledelseskonstellation:
– Nye mennesker er lig med nye ideer, og det passer godt med Rejsby Europæiske Efterskole, som hviler på både tradition og fornyelse, siger han.

Flytter i forstanderboligen

Sammen med sin kone og lille datter flytter Alex ind i forstanderboligen over for Rejsby Europæiske Efterskole.
Vi glæder os til at byde dem alle tre velkomne – både på efterskolen og i Rejsby.
På vegne af Rejsby Europæiske Efterskole
Karsten Friis
Forstander

Kom og besøg os

Inden dit barn kan blive elev på Rejsby Europæiske Efterskole, skal I besøge efterskolen.
Book et besøg til en personlig rundvisning og samtale, lige når det passer dig.

Book et besøg