< Tilbage til nyheder

Mød vores nye funktionsleder

17. december, 2019

Mød vores nye funktionsleder

Af Katrine Dam

 


Mikkel Baldersbæk Nielsen. Foto: Privat

 

Mikkel Baldersbæk Nielsen er pr. 1. januar ansat som funktionsleder på Rejsby Europæiske Efterskole. Han kommer fra en lærerstilling på kostskoleafdelingen på STUK, og tidligere har han været ansat som AKT-lærer i Esbjerg Kommune. Han kommer dermed både med erfaring inden for skoleformen og unges trivsel.

- Jeg ser meget frem til at være med til at præge skolen fremadrettet, og ikke mindst glæder jeg mig til at møde og være sammen med eleverne, siger Mikkel Baldersbæk Nielsen.

Elevernes trivsel
Mikkel Baldersbæk Nielsen er til dagligt bosiddende i Øster Vedsted. Han skal være med til at udvikle efterskolens arbejde med at skabe de bedst mulige rammer for fællesskabet og den enkelte elev.

- Min primære opgave bliver elevernes trivsel. At hjælpe de unge mennesker igennem deres forskellige udfordringer og sikre dem et godt efterskoleår, siger han.
 
En del af en tredelt ledelse
Mikkel Baldersbæk Nielsen træder ind som en del af den nye tredelte ledelse på efterskolen sammen med forstander Karsten Friis og nyansatte viceforstander Alex Mason, som også har første arbejdsdag i januar.

- Det er to meget kompetente og rutinerede personer, vi har ansat. Med deres rolige og behagelige væremåder vil de være med til at skabe de helt rigtige rammer for alle i og omkring skolen, siger Karsten Friis, forstander på Rejsby Europæiske Efterskole

I løbet af foråret bliver der udarbejdet en mere detaljeret fordeling af de daglige ledelsesopgaver.