Første skoledag nærmer sig: Pakkeliste og aktuelt info

Mathias Mark Iversen
Mathias Mark Iversen
Kommunikationsansvarlig 09/08/2019

Nu er der under en uge til, vi byder velkommen til årgang 2019/2020 på Rejsby Europæiske Efterskole. De sidste forberedelser er i fuld gang, så vi kan få skudt et – uden tvivl – fantastisk efterskoleår godt i gang på onsdag, når I indtager jeres hjem for det kommende år.

Ved ankomst på onsdag

Når I ankommer er det vigtigt, at I som det første kommer ind ad hovedindgangen ved den store parkeringsplads. Her vil der til eleven blive udleveret en nøgle til værelset. Nøglen udleveres KUN til den pågældende elev.

Program

Når eleverne møder ind onsdag den 14. august, vil de blive vist hen til deres værelser og møde deres roomie eller roomies. På værelset vil der blandt andet ligge en hoodie og andet Rejsby-merchandise. Derudover vil der også ligge et program for efterskoleårets første fjorten dagen.
Vi ved, at mange (læs: alle) er nervøse og spændte på at møde ind første dag, og at det kan være lidt utrygt ikke at vide, hvad der skal ske. Men vi lover jer, at I er i trygge hænder, og at personalet på Rejsby har gjort – og vil gøre – alt for at give jer den bedste start på efterskolen.
 
I korte træk ser programmet for FØRSTE skoledag den 14. august således ud:

  • 14.30: Eleverne møder op på skolen med deres forældre: Værelsesfordeling og indlogering
  • 15.30: Fælles velkomst og fællessang
  • 16.15: Forældre og elever møder kontaktlæreren og de andre kontaktgruppeelever. Forældrene tager hjem.
  • 17.30: Aftensmad
  • 19.00: Fælles aktivitet
  • 21.00: Fællessang og kaffe

Det fulde program for hele introugen bliver lagt ud til jer inden skolestart.
HUSK, at den første weekend er en obligatorisk bliveweekend for alle elever.

Pakkeliste

Vi gætter på, at den helt store pakning og spekulationer over, om man nu har husket det hele, allerede er gået godt i gang. Vi har derfor skræddersyet en pakkeliste til jer med ting, som I skal have med. Hvis I følger den, er I sikre på ikke at komme til at mangle noget. (Vi er blevet gjort opmærksomme på, at håndsæbe mangler på listen. Der er håndsæbe på alle fælles toiletter, men ikke på elevernes private, så pak gerne det.)
Alt, der fremgår af listen, er som udgangspunkt noget, eleverne skal bruge. Der vil selvfølgelig være mulighed for at medbringe ting i løbet af året.
I finder pakkelisten øverst i denne artikel eller på vores Facebook-side her: 
https://www.facebook.com/rejsbyefterskole/photos/a.169655163084053/2242349539147928/?type=3&theater
 

VIGTIGE DATOER

Fredag den 23. august klokken 14.00 afholder vi et arrangement om at være elev og forældre på efterskole, og det vil vi gerne invitere jer til at deltage i. Efterfølgende kan I tage jeres unge menneske med hjem til hvile og hygge. Om søndagen skal de være tilbage senest klokken 21.00.
Fredag den 6. september er der trivselssamtaler mellem kontaktlærer og familie. Disse samtaler kan også afvikles via FaceTime eller Skype.

Hjemmeside og intranet

Alle forældre burde have adgang til vores intranet Viggo. Hvis I ikke har fået det til at fungere, kan I sende en mail til Jacob Thuriner (jt@rejsby.eu). Eleverne bliver koblet på Viggo i løbet af introdagene. På Viggo vil I hele året kunne se jeres barns skema og selv skrive fravær ind. Desuden vil der her blive uploadet forældrebreve, og I harogså mulighed for at kommunikere internt i forældregruppen om samkørsel, elevfester osv.
Når vi mødes på onsdag, vil I kunne stille spørgsmål til Jacob, som er vores IT-ansvarlige.

Følg os på sociale medier

Vi vil gerne opfordre ALLE kommende elever – og deres forældre – til at følge Rejsby Europæiske Efterskole på Facebook og på Instagram. Vi lægger ofte billeder, nyheder og andre opslag op på disse platforme:

  • Facebook: Rejsby Europæiske Efterskole
  • Instagram: rejsbyefterskole

 
Vi har oprettet en Facebook-gruppe, der hedder “REE 2019/2020”. Vi opfordrer alle kommende elever til at finde den på Facebook. Her kan de stille spørgsmål, “møde” hinanden og få informationer vedrørende opstarten. Gruppen kan findes via dette link:
https://www.facebook.com/groups/1327364567429230/
 
_________________________________________
 
Personalet er mødt ind i denne uge for at forberede det kommende skoleår. Alle er friske og veloplagte, og alle glæder sig som små børn til at møde de nye elever.
 
Vi ses meget snart!

Kom og besøg os

Inden dit barn kan blive elev på Rejsby Europæiske Efterskole, skal I besøge efterskolen.
Book et besøg til en personlig rundvisning og samtale, lige når det passer dig.

Book et besøg